Biltrafikken over Øresundsbron er steget 3,8 procent jan.-sept. 2015 uden togstrejkeeffekt
TREND: Trafikken på Øresundsbron er steget 16 måneder i træk, og trafikken på Helsingør-Helsingborg overfarten er også i vækst igen.
I årets første ni måneder er biltrafikken over Øresundsbron steget 1,8 procent i forhold til samme periode sidste år, men 3,8 procent, når der ses bort fra den positive effekt togstrejken havde på biltrafikken over forbindelsen juni 2014.
Vækstsporet fra 2014 fortsætter altså ind i 2015, og den samlede trafik for hele 2015 vil nærme sig rekordniveauet fra 2007 på 7,1 millioner køretøjer godt hjulpet på vej både af dårligt sommervejr og et spirende økonomisk opsving. Der bliver dog næppe sat ny årsrekord i 2015. September måned bød kun på en trafikvækst på 1,6 procent. Det er for lidt til at slå trafikrekorden fra 2007. Til gengæld bød juli måned på to rekorder, både månedsrekord og en døgnrekord. I alt 803.896 køretøjer passerede den faste forbindelse i juli svarende til et gennemsnit på 25.932 køretøjer per dag. Det er ny månedsrekord. Lørdag den 18. juli blev der sat endnu en rekord, da rekordmange biler, 30.955, passerede den 15 år gamle forbindelse.
I alt steg biltrafikken over Øresundsbron 6,4 procent i juli måned i forhold til juli 2014 og også august bød på flere biler med en trafikvækst på 4 procent og september med 1,6 procent. Det er 16. måned i træk med positive vækstrater i trafikken over Øresundsbron, når der ses bort fra juni 2015, da trafikken i juni 2014 var ekstraordinært høj på grund af togstrejken, der stoppede alle Øresundstog i Sverige og på broen i perioden 2. juni til 18. juni.
På Øresundsbrons jernbanedel blev der også sat rekorder denne sommer. Antal passagerer, der rejste med Øresundstog over broen steg 6,1 procent i juli i forhold til juli 2014 og med 1.133.006 blev det ny passagerrekord. En måned senere var det så tid til næste rekord med 1.1.51.040 rejsende mellem Danmark og Sverige. Aldrig tidligere har Øresundstogene haft så mange passagerer med over Øresundsbron på en enkelt måned.
I løbet af årets første otte måneder har Øresundstoget fragtet 4,3 procent flere passagerer over Øresundsbron sammenlignet med samme periode sidste år. Hvis statistikken justeres for togstrejken i juni 2014 er stigningen mere moderat med 1,3 procent.
Øresundstogstrafikken var været plaget af mange forsinkelser henover sommeren. Hvert femte Øresundstog fra Danmark var forsinket i juli og august. Fra Sverige var 16 henholdsvis 14 procent af togene forsinkede. Samtidig har 13 ud af 110 togvogne været ude af drift i sommers på grund af vedligehold og reparationer samt fejl og større skader.
Færgerne mellem Helsingør-Helsingborg har også nydt godt af det dårlige sommervejr. Her steg antal overførte køretøjer i 3. kvartal med 2,1 procent og antal passagerer med 4 procent i forhold til samme periode 2014. I løbet af årets første ni måneder er antal overførte køretøjer steget med 0,6 procent sammenlignet med samme periode 2014. For hele 2014 blev det til et fald i såvel antal overførte køretøjer samt antal passagerer med henholdsvis 1,8 procent færre køretøjer og 1,1 procent færre passagerer.
Øresundstrafikken vokser
Passagerer | Juli-sept 2015 | Vækst i forhold til 3. kvt. 2014 | Jan-sept 2015 | Vækst år til dato |
Københavns Lufthavn, Kastrup | 7 785 176 | 5,5% | 20 131 005 | 2,0% |
Malmö Airport | 613 010 | 5,4% | 1 626 139 | 3,2% |
Ängelholm | 101 165 | 1,3% | 303 171 | 0,6% |
Arlanda Airport, Stockholm | 6 512 625 | 5,3% | 17 575 504 | 2,9% |
Personrejsende | ||||
Øresundstog over Øresundsbron* | 2 284 046 | 4,9% | 7 876 901 | 4,3% |
Øresundstogbilletter over HH* | 179 544 | 3,2% | 540 181 | -2,6% |
Øresundstog i alt* | 2 463 590 | 4,8% | 8 417 082 | 3,8% |
Køretøjer | ||||
Øresundsbron | 2 117 474 | 4,2% | 5 422 610 | 1,8% |
Scandlines, Helsingør-Helsingborg | 589 300 | 2,1% | 1 421 200 | 0,6% |
Kilde: Trafik- og Byggestyrelsen, Trafikverket bearbejdet af Öresundskomiteen, Øresundsbron og Danmarks Statistik
*Juli-august samt januar-august