Øresundsindex Q2 2024: Flere og flere mennesker, biler og gods krydser Øresund

Årets andet kvartal er præget af trafik­vækst og kvartalsrekorder. I gennemsnit blev der hver dag foretaget 111.458 personrejser (enkeltrejser) med bil, tog og færge over Øresund i årets andet kvartal. Det var en stigning på 4,7 procent i forhold til samme kvartal i 2023 og det bedste andet kvartal nogensinde. Det er Øresundstogstrafikkens succes, der løfter antallet af personrejser. For første gang blev der foretaget mere end fire millioner personrejser med Øresundstog over Øresundsbron i et enkelt kvartal. Antallet af pendlerrejser satte ny rekord for andet kvartal i Øresundsindex måleperiode, som for pendlingens vedkommende går tilbage til 2016. Antallet af pendlerrejser over Øresund steg med 17,3 procent til et gennemsnit på 18.685 pendlerrejser over Øresund hver dag. Alle transportformer oplevede en stigning – bil, tog og færge. Stigningstakten i antallet af personbiler, der krydser Øresund med bro og færge, aftog, mens godstrafikken efter flere kvartaler med faldende volumen igen steg i årets andet kvartal. Det viser Øresundsindex trafikstatistik Q2 2024, som er udarbejdet af Øresundsinstituttet på vegne af Øresundsbro Konsortiet.

Klik her for att læse analysen

KVARTALSREKORD FOR PENDLERREJSER. Antallet af pendlerrejser (enkeltrejser) steg med 17,3 procent i årets andet kvartal sammenlignet med samme periode i 2023. I alt blev der foretaget 18.685 pendlerrejser i løbet af kvartalet. Det er det højeste niveau for et andet kvartal i Øresundsindex’ måleperiode, som for pendlingens vedkommende går tilbage til 2016. Antallet af pendlerrejser steg for alle transportformer – bil og tog over Øresundsbron og med færgen mellem Helsingør og Helsingborg.

BLANDET UDVIKLING FOR PERSONBILER. Med hensyn til antallet af personbiler, der rejser over Øresund, bød årets andet kvartal på både plusser og minusser. I gennemsnit kørte 19.535 personbiler over Øresundsbron hver dag, hvilket er en stigning på 1,8 procent i forhold til samme kvartal i 2023. For færgetrafikken endte kvartalet med minus 6,5 procent.

VENDEPUNKT FOR GODSTRAFIKKEN. Efter flere kvartaler med faldende godstrafik vendte udviklingen i årets andet kvartal. Stigningen gjaldt både godstrafikken via broen og færger. I andet kvartal 2024 steg den samlede daglige godstrafik over Øresund med 2,2 procent til et gennemsnit på 3.485 vare- og lastbiler samt jernbanevogne. Antallet af jernbanevogne steg med 4,3 procent, mens antallet af vare- og lastbiler over broen steg med 2,3 procent og med færge med 1,3 procent.