Ny skatteaftale på plads – underskrevet af ministre

Danmarks skatteminister Jeppe Bruus (S) og Sveriges finansminister Elisabeth Svantesson (Moderaterna) underskrev den nye Øresundsaftale på Luftkastellet uden for Malmø med udsigt over broen. Foto: News Øresund – Anna Palmehag

Glædeligt, vigtigt og endelig! Sådan beskrev Sveriges finansminister Elisabeth Svantesson (Moderaterna) og Danmarks skatteminister Jeppe Bruus (S) den nye, genforhandlede skatteaftale, Øresundsaftalen, da de officielt underskrev den mandag eftermiddag i forbindelse med et møde i Malmø med Greater Copenhagen Task Force.

Aftalen har været under genforhandling siden foråret 2022 og er nu blevet opdateret til at omfatte ansatte i den offentlige sektor, hvilket giver disse pendlere mulighed for at arbejde hjemmefra uden at skulle betale skat i både Danmark og Sverige. For alle Øresundspendlere er mulighederne for hjemmearbejde blevet forbedret, da beregningen af, hvor stor en andel af arbejdet der er udført i hvilket land, ændres fra at være baseret på løbende 3 måneders-perioder til løbende 12 måneders-perioder.

– Det er vigtigt for Sverige, det er vigtigt for Danmark, og frem for alt er det vigtigt for alle de pendlere og arbejdsgivere på begge sider, som nu får lettere og enklere ved at pendle, men også ved at få arbejdskraft fra den anden side. Det gør vores lande rigere og binder os endnu mere sammen, sagde Elisabeth Svantesson ved underskrivelsen.

Desuden er reglerne for kompensation mellem landene ændret. Da offentligt ansatte er omfattet af aftalen, vil deres skattepenge også blive sendt tilbage til bopælslandet. Samtidig hæves grænsen for, hvilken indkomst der tæller med, når skatten sendes tilbage: fra dem, der tjener over 150.000 til over 210.000 om året.

– Vi har tidligere kompenseret svenskerne for kommuneskat for privatansatte, men ikke for offentligt ansatte. Det har været et ønske fra svensk side, at dette skulle udlignes – og det gør vi med denne aftale. Samtidig har vi udlignet andre skatteregler, for modtagere af studiestøtte og pensionister, hvilket betyder, at aftalen balancerer, sagde Jeppe Bruus, som konstaterede, at økonomien var den sværeste knude at løse i forhandlingerne.

Aftalen blev underskrevet på et møde i Greater Copenhagen Task Force, som består af de danske og svenske nordiske ministre, lokal- og regionalpolitikere på begge sider af Øresund, landenes respektive ambassadører, erhvervsorganisationer, Greater Copenhagen og Øresundsbro Konsortiet. Det er i dette forum, at Øresundsaftalen oprindeligt blev taget op til genforhandling.

News Øresund – Anna Palmehag