Øresundsindex trafikstatistik: Bedste første kvartal siden 2015

Den svage svenske kronekurs gør danske turister i Skåne og svensk arbejdskraft i Danmark til valutavindere. Dette kombineret med den danske mangel på arbejdskraft kan forklare, hvorfor antallet af personrejser over Øresund fortsatte med at stige i første kvartal af 2024. Det var bedste første kvartal af Øresundsindexets målingsperiode, der strækker sig tilbage til 2015. Antallet af pendlerrejser og rejser med personbil over sundet steg også, om end ikke i samme tempo som sidste år. Det viser Øresundsindex trafik, som fremlægges af Øresundsinstituttet på vegne af Øresundsbro Konsortiet.

Når antallet af pendlerrejser med færge mellem Helsingborg og Helsingør steg med 77 pct. i første kvartal 2024 sammenlignet med samme kvartal sidste år, skyldes det, at billetsamarbejdet mellem Skånetrafiken og Øresundslinjen blev indstillet ved årsskiftet. Tidligere indgik en del af færgependlingen i Skånetrafikens statistik. Fra 2024 vil vi se hele færgependlingen i Øresundslinjens kvartalsstatistik.

Godstrafikken med varevogne, lastbiler og jernbanevogne over sundet fortsætter med at falde, men ligger fortsat på et højt niveau.

Læs rapporten her

Highlights:

Kvartalsrekord for passagerrejser

I første kvartal af 2024 blev der i gennemsnit foretaget 82.003 personrejser om dagen over Øresund via bil, tog og færge. Det er godt fire pct. flere personrejser end i samme kvartal i 2023 og det bedste første kvartal i Øresundsindexets målingsperiode, der strækker sig tilbage til 2015. 68.608 daglige rejser blev foretaget med bil og tog over Øresundsbron, mens 13.395 rejser blev foretaget med færge mellem Helsingborg og Helsingør.

Flere pendlerrejser

Der foretages flere og flere pendlerrejser over Øresund, hvilket afspejler, at antallet af pendlere er steget. I første kvartal af 2024 blev der i gennemsnit foretaget 17.557 pendlerrejser om dagen, hvilket er en stigning på næsten ni pct. sammenlignet med samme kvartal i 2023. Seks ud af ti pendlerrejser foretages med tog over Øresundsbron.


Flere og flere biler krydser sundet

Antallet af personbiler, der krydser Øresund, er støt stigende, både hvad angår trafikken over Øresundsbron og via Øresundslinjens færger mellem Helsingborg og Helsingør. Det samlede antal personbiler, som krydser Øresund, steg med 5,9 pct. i første kvartal af 2024 sammenlignet med samme kvartal i 2023. På Øresundsbron steg antallet af personbiler med seks pct. i kvartalet, mens antallet af biler, der tog færgen, steg med fem pct. Der er nu knap fire pct. tilbage, før den samlede personbiltrafik over sundet er tilbage på 2019-niveauet.

Godstrafikken over Øresund falder for tredje kvartal i træk

Gods­trafikken over Øresund faldt med næsten otte pct. til gennemsnitligt 3.251 varevogne, lastbiler og jernbanevogne om dagen i årets første kvartal. Det er tredje kvartal i træk, at godstrafikken over Øresund er faldet efter et højdepunkt under pandemien. Sammenlignet med første kvartal 2015 er niveauet 16 pct. højere.

Læs rapporten her

Om rapporten

Dette er den tiende publikation om trafikken over Øresund, der udarbejdes inden for rammerne af et nyt Øresundsindex. Rapporten følger udviklingen i trafikken med bil, færge og tog over Øresund og bliver offentliggjort hvert kvartal.

Rapporten er udarbejdet af Øresundsinstituttet på opdrag af Øresundsbro Konsortiet.

Faktapartnere: DSB, Øresundslinjen, Skånetrafiken og Trafikverket.

Kontakt

Johan Wessman,
adm. direktør Øresundsinstituttet