Nyt projekt skal stimulere flere unge til at pendle over Øresund gennem ny viden, nye netværk og nye informationsindsatser.

Høj arbejdsløshed i Skåne og mangel på arbejdskraft i Østdanmark har sat fokus på pendlingen over Øresund, som igen er begyndt at stige. Men andelen af unge Øresundspendlere under 25 år er faldet markant mellem 2007 og 2022, viste Øresundsinstituttet i en analyse i april 2024. Derfor bevilgede Interreg ØKS sidste år støtte til et forprojekt med målet at udvikle et større projekt, som med ny viden, nye netværk samt ny og udvidet information skal stimulere flere unge til at pendle til arbejde eller universitetsstudier på den anden side af Øresund. Torsdag den 19. juni 2025 meddelte Interreg ØKS, at de har bevilget støtte til det treårige projektet Grænsependling over Øresund med unge i fokus.

Bag projektet står Øresunddirekt Sverige/Länsstyrelsen Skåne (lead partner), Øresunddirekt Danmark/Greater Copenhagen, Øresundsinstituttet, Region Skåne, Roskilde Universitet og Lunds universitet.

Øresundsinstituttets arbejde i projektet støttes økonomisk af:

Fire kommuner: Malmö, København, Helsingborg og Helsingør
To regioner: Region Hovedstaden og Skåne
Fire virksomheder: SAS, Ingka Group (IKEA Retail), Boozt Fashion og Øresundsbro Konsortiet.

Flere parter har allerede underskrevet hensigtserklæringer om at deltage i de nye netværk, der skal dannes: Dansk-Svensk Handelskammer, FC Rosengård, Kulturværftet i Helsingør samt den frivillige forening Diversity Index Award. Flere aktører vil blive kontaktet, hvis projektet gennemføres.

Målet med projektet er at stimulere flere unge til at deltage på det grænseregionale arbejdsmarked over Øresund og få flere til at udnytte mulighederne for videregående uddannelse på begge sider af sundet. Yderligere mål er at give øvrige parter i det Øresundsregionale samarbejde ny viden om unges adfærd og holdninger til det grænseregionale arbejdsmarked samt at pege på nye vidensbaserede metoder til at nå unge med information om arbejdsmarkedet over Øresund.

Om projektet: Gennem ny viden, nye netværk og informationsindsatser skal projektet føre til, at flere unge stimuleres til at grænsependle over Øresund for arbejde eller studier. Dermed øges det grænseregionale merværdi på begge sider af Øresund. Værdien øges både for arbejdsgivere og samfundet i arbejdslandet gennem øget adgang til arbejdskraft samt for indbyggere og samfundet i bopælslandet ved, at flere unge kommer i arbejde. Samlet set bidrager dette dels til, at bruttoregionalproduktet (BRP) øges i Øresundsregionen gennem en bedre udnyttelse af det grænseregionale arbejdsmarked, dels til en social merværdi gennem øget menneskelig kontakt over Øresund og færre arbejdsløse og støtteafhængige unge. En yderligere merværdi er, at et mere fleksibelt grænseregionalt arbejdsmarked gør Øresundsregionen mere robust i forhold til konjunktursvingninger.

Hvis flere unge vælger videregående uddannelser i nabolandet, øges desuden deres viden om samfund, universiteter og arbejdsmarkedet der, hvilket på sigt yderligere vil øge mobiliteten på det grænseregionale arbejdsmarked. Når det gælder den regionale ubalance, hvor et klart flertal af Øresundspendlerne bor i Sverige og arbejder i Danmark, er det vigtigt at få flere danske unge til at studere på svenske universiteter, så de tidligt i livet får kendskab til arbejdsmarkedet og samfundet på den svenske side af Øresund. På grund af det igangværende reformarbejde med det danske universitetssystem, som vil føre til færre uddannelsespladser, er der netop nu momentum for projektet. Projektet vil blive gennemført parallelt med reformen af de danske universiteter. En yderligere grænseregional merværdi er, at projektet skaber nye netværk over Øresund for unge, skoler, virksomheder, samfund og civilsamfund, hvilket bidrager til at øge kontakten, integrationen og viden over Øresund.

Projektets primære målgruppe er unge i Øresundsregionen, og projektets bidrag til regionen er, at de bliver fremtidens grænsependlere. Målgruppen er udvalgt på baggrund af arbejdet i forprojektet og på basis af analyser, der viser, at grænsependlingen er faldet markant blandt unge.

Projektet arbejder i tre tydelige trin

NY VIDEN indsamles gennem forskning og undersøgelser af unges holdninger, deres adfærd på arbejdsmarkedet, mediernes informationsformidling, virksomheders rekrutteringsarbejde, samfundets indsatser og civilsamfundets arbejde med unge.

NYE NETVÆRK etableres for at indhente viden om deres behov, samle deres erfaringer og for at sprede resultaterne til blandt andet unge, skoler, kommuner, regioner, virksomheder, samfundsorganisationer og civilsamfund for på en bredere og mere effektiv måde at nå unge med information om det grænseregionale arbejdsmarkeds muligheder.

NYE OG UDVIDEDE INFORMATIONSINDSATSER baseret på ny viden gennemføres aktiviteter direkte over for jobsøgende samt personale og elever på gymnasier – og digitalt via nye kanaler og ny metodik med fokus på unge.

Projektet løber fra 1. juli 2025 til 30. juni 2028.