Øresundsindex trafik: stærk udvikling for trafikken over Øresund – pendlerrejserne steg med 13,6 procent i første halvår
Øresundsbroens 25-årsjubilæum falder sammen med en vækstperiode for trafikken over Øresund. Første halvår 2025 bød på en stærk udvikling i trafikken over Øresund for alle trafikformer undtagen godstrafikken.
Mest steg antallet af pendlerrejser, plus 13,6 procent i første halvår 2025 sammenlignet med samme periode året før. Det samlede antal personrejser steg med 6,7 procent i første halvår, mens antallet af personbiler, der passerede over Øresund via bro og færge, steg med 6,1 procent. Det viser rapporten Øresundsindex trafikstatistik, som Øresundsinstituttet udarbejder på opdrag af Øresundsbro Konsortiet.
Klik her for at læse hele rapporten
Tidsmæssigt er der store forskelle inden for halvåret, når det gælder udviklingen for de forskellige trafikformer.
Mens pendlertrafikken noterede den højeste vækst i første kvartal for derefter at aftage, var forskellene ikke lige så store, når det gælder de samlede personrejser.
Når det gælder personbiler over sundet, var udviklingen den modsatte med størst vækst i andet kvartal.
Godstrafikken over Øresund gik imod strømmen og faldt – dog ikke på Øresundsbron.
Antallet af personrejser med bil og tog over broen samt med færge mellem Helsingborg og Helsingør steg i første halvår 2025 med 6,7 procent til i gennemsnit 103.170 personrejser pr. døgn. Alt sammen sammenlignet med samme periode 2024.
Efter en periode med stærk vækst i antallet af passagerer, der rejser med Øresundstogene over broen, noterede Skånetrafiken og DSB en afmatning i løbet af foråret. Fra en vækst på 16,0 procent i første kvartal faldt væksten til plus 2,2 procent i andet kvartal. For halvåret som helhed steg personrejserne med tog med 8,1 procent.
Modsat udvikling ses for personrejserne med bil over Øresundsbron. Antallet af personrejser med bil steg med 2,8 procent i første kvartal, inden væksten tog fart i andet kvartal, hvor rejserne steg med 9,7 procent.
Også færgetrafikken med Øresundslinjen og Sundsbussarna mellem Helsingborg og Helsingør tog fart i andet kvartal. Mens antallet af personrejser med færge faldt med 1,2 procent i første kvartal, steg rejserne med 5,3 procent i andet kvartal. Mest stiger rejserne med Sundsbussarna, som har en markedsandel på fire procent.
Knapt 44 procent af alle personrejser over Øresund sker med bil over Øresundsbron, 41 procent sker med tog over broen, og næsten 16 procent sker med færge mellem Helsingborg og Helsingør.
Antallet af pendlerrejser med bil, tog og færge over Øresund steg med knap 20 procent i årets første kvartal. I andet kvartal aftog væksten til plus 8 procent. Når første halvår summeres, ender stigningen på 13,6 procent til i gennemsnit 21.145 pendlerrejser pr. dag. Alt sammen sammenlignet med samme periode sidste år.
Statikken vedrører antallet af pendlerrejser, der foretages over Øresund med en form for periodekort (månedskort), og angår ikke antallet af pendlere.
Den kraftige stigning i pendlerrejser over Øresund kan forklares med flere samvirkende faktorer. Beskæftigelsen fortsætter med at stige i Danmark, hvilket gør, at flere danske virksomheder søger arbejdskraft i udlandet. Lønniveauet i hovedstaden København er højere end i regionsbyen Malmö, og dertil kommer en svag svensk valuta, som gør den danske løn ekstra meget værd omregnet til svenske kroner. Den svenske valuta er dog styrket en smule i løbet af året.
– Øresundspendlingen vokser videre efter sidste års stærke udvikling. Stadig flere vælger at bo på den ene side af sundet og pendle til den anden med tog, færge eller bil. Det styrker regionen og åbner nye muligheder for hver pendlere, siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbroen, i en kommentar.
Antallet af personbiler, der krydser Øresund via bro eller færge, steg med 6,1 procent til i gennemsnit 21.145 biler pr. dag i første halvår. Året begyndte svagere både mod nord og syd. Mens væksten på broen blev fordoblet mellem kvartalerne, vendte Øresundslinjens færger minus til plus.
Godstrafikken over Øresund faldt med 1,2 procent i årets første halvår sammenlignet med samme periode i 2024. For Øresundsbroen fortsætter godstrafikken dog med at stige, mens antallet af godstogsvogne over broen og antallet af vare- og lastbiler på Øresundslinjens færger falder.
Kontaktoplysninger
Johan Wessman,
adm. direktør Øresundsinstituttet
johan.wessman@oresundsinstituttet.org