Store prisstigninger på lejligheder i Helsingborg og København nærmer sig rekordpriser
Det svenske boligmarked er generelt hedt med prisstigninger på 13 procent på lejligheder (bostadsrätter) samt 12 procent på huse i løbet af den seneste 12 måneders periode. I Helsingborg og Lund er markedet endnu hedere. Priserne på bostadsrätter i Helsingborg er steget 20 procent på et år og 13 procent i løbet af de seneste tre måneder. Og i Lund skal man nu betale 15 procent mere for en bostadsrätt i dag end for et år siden og 10 procent end for et år siden. Markedet i Malmø har til gengæld oplevet prisstigninger, der ligger under de gennemsnitlige prisstigninger på landsplan.
I Malmø blev en bostadsrätt solgt 10 procent dyrere end for et år siden og 4 procent dyrere end for tre måneder siden.En forklaring på de store prisstigninger i Helsingborg kan være det relativt lille udbud af boliger. I en artikel i Helsingborg Dagblad siger Michael Lindskog på Svensk Fastighetsförmedling i Helsingborg, at der er kun omkring halvt så mange boliger til salg nu som i topniveauet i 2012 og 2013.
I Sveriges to andre storbyer, Stockholm og Gøteborg, er bostadsrättpriserne steget mere end i Malmø og på landsplan. En bostadsrätt i henholdsvis Stockholm og Gøteborg er blevet 17 procent henholdvis 21 procent dyrere end for et år siden. Gennemsnitsprisen i Stockholm er 63.843 svenske kroner per kvadratmeter, mens prisen i Stockholms indre by nu er over de 82.000 svenske kroner per kvadratmeter, hvilket er det højeste niveau nogensinde. I Göteborg er gennemsnitsprisen per kvadratmeter 39.843 svenske kroner, mens kvadratmeterprisen i den indre by nået over de 53.000 svenske kroner.
Også priserne på huse er steget kraftigt i Sverige med prisstigninger på 11 procent i forhold til for et år siden og 5 procent i forhold til for tre måneder siden. I Malmö, Helsingborg og Lund er priserne på huse steget med henholdsvis 11, 9 og 7 procent i løbet af de seneste 12 måneder.
En medvirkende årsag til den kraftige aktivitet og de stigende priser på det svenske boligmarked kan være det krav om afdrag på boliglånene, der indtil udgangen af april ventedes indført med virkning fra sensommeren, og at mange i den forbindelse ville købe eller sælge inden det trådte i kraft. Risikoen for en boligboble i Sverige vurderes af det svenske Finansinspektionen til at være steget det seneste halvår på grund af de stigende boligpriser.
Prisstigningerne breder sig til hele landet i Danmark og København nærmer sig rekordpriser
De seneste tal fra Realkreditrådet viser, at boligprisstigninger nu ikke kun er et københavnerfænomen, men har bredt sig til hele landet. Prisen på en lejlighed er i gennemsnit steget 10 procent fra 1. kvartal 2014 til 1. kvartal 2015 samt 4 procent i løbet af 1. kvartal og et hus er steget med 6 procent fra 1. kvartal 2014 til 1. kvartal 2015 samt 4 procent i løbet af 1. kvartal.
Ejerlejligheder er i løbet af 1. kvartal 2015 steget en anelse mere i Region Sjælland end i Region Hovedstaden med 6 procent i Region SJælland og 5 procent i Region Hovedstaden. I København er ejerlejlighederne steget 5 procent i løbet af 1. kvartal, mens prisstigningen fra 1. kvartal 2014 til 1. kvartal 2015 er 10 procent såvel i Region Sjælland, Region Hovedstaden som i København. En ejerlejlighed i København nærmer sig hastigt prisen fra topåret 2006 og ligger nu 8 procent under det hidtidige topniveau.
Tal fra ejendomsmæglerkæden Home for maj 2015 viser, at prisstigningerne er fortsat i 2. kvartal og ifølge denne statistik, der vurderes, at dække mindst 95 procent af alle boliger udbudt til salg på internettet, er de københavnske ejerlejligheder nu dyrere end i 2006.
Huspriserne er steget mere moderat end priserne på ejerlejligheder. Et hus kostede i 1. kvartal 2015 i gennemsnit 4 procent mere end kvartal forud og 6 procent mere end for et år siden, 1. kvartal 2014. Prisstigningerne har i løbet af 1. kvartal fået godt fodfæste i Region Sjælland, hvor priserne med en 6 procents stigning er steget mere end på landsplan og mere end i Region Hovedstaden, hvor husene er blevet 4 procent dyrere i løbet af 1. kvartal. Prisen på en villa i København er kun steget 1 procent i løbet af 1. kvartal, men 11 procent på årsniveau. Årsstigningstakten i hele Region Hovedstaden og Region Sjælland er med henholdsvis 8 og 6 procent lavere end i København. Prisen på en villa i København erkun 3 procent fra at nå topniveauet fra 2006.
Prisstigninger blev i årets første kvartal hjulpet godt på vej af de ekstremt lave renter og man skal helt tilbage til før finanskrisen i 2006 for at finde en periode med lige så mange bolighandler.
Ejerlejligheder (DK) og bostadsrätt (SE), salgspris | ||||
0 | 3 måneder | 12 måneder | Pris/kvm | |
Danmark | 4% | 10% | 21306 | DKK |
Sverige | 6% | 13% | 33831 | SEK |
Region Hovedstaden | 5% | 10% | 26100 | DKK |
Region Sjælland | 6% | 10% | 13425 | DKK |
Skåne | 6% | 12% | 19345 | SEK |
København | 5% | 10% | 29190 | DKK |
Malmø | 4% | 10% | 21664 | SEK |
Roskilde | 4% | 15% | 19513 | DKK |
Lund | 10% | 15% | 26807 | SEK |
Helsingør | 0% | 8% | 16872 | DKK |
Helsingborg | 13% | 20% | 17188 | SEK |
Stockholm | 7% | 17% | 63843 | SEK |
Göteborg | 9% | 21% | 39843 | SEK |
Kilde: Realkreditrådet og Svensk Mäklarstatistik AB. Tal for Danmark er for 1. kvartal 2015, mens tal for Sverige dækker perioden marts – maj 2015. Prisændringerne angives i forhold til foregående tremånedersperiode samt i forhold til samme periode foregående år.
Parcel-/rækkehus (DK) og villaer (SE), salgspris | ||||
0 | 3 måneder | 12 måneder | Pris/kvm | |
Danmark | 4% | 6% | 11737 | DKK |
Sverige | 5% | 11% | 21364 | SEK |
Region Hovedstaden | 4% | 8% | 20663 | DKK |
Region Sjælland | 6% | 6% | 9904 | DKK |
Skåne | 4% | 7% | 18968 | SEK |
København | 1% | 11% | 28295 | DKK |
Malmø | 2% | 11% | 28077 | SEK |
Roskilde | 14% | 5% | 19187 | DKK |
Lund | 6% | 7% | 25058 | SEK |
Helsingør | 1% | 10% | 17956 | DKK |
Helsingborg | 6% | 9% | 23795 | SEK |
Stockholm | 7% | 15% | 51171 | SEK |
Göteborg | 4% | 13% | 35728 | SEK |
Kilde: Realkreditrådet og Svensk Mäklarstatistik AB. Tal for Danmark er for 1. kvartal 2015, mens tal for Sverige dækker perioden marts – maj 2015. Prisændringerne angives i forhold til foregående tremånedersperiode samt i forhold til samme periode foregående år.