Ny analyse: Mentale grænsehindringer Sverige-Finland. Oplevede hindringer og muligheder ved arbejde ved at arbejde over grænsen mellem Finland og Sverige

Mange mennesker oplever et nær og integreret hverdag, og der er grænseoverskridende sociale netværk mellem byerne på grænsen mellem Finland og Sverige – især mellem Haparanda og Tornio. Mange af de interviewede giver udtryk for, at der “ikke er nogen grænse” mellem landene i Tornedalen.

Samtidig er opfattelsen af det nationale meget nærværende, både i form af stereotype billeder af “de andre” og i en klar opfattelse af forskellene mellem arbejdskulturen i de to lande, som opfattes som mere hierarkisk i Finland og mere blød i Sverige. Gennem f.eks. uddannelse, medier og nyhedsrapportering, kultur og politik styrkes kendskabet til ens eget land – den nationale tiltrækningskraft sænker tærsklen for at holde sig i sit eget land.

Interviewpersonernes holdning til deres egne sprogkundskaber spiller en stor rolle for deres vurdering af, om det vil være muligt at arbejde på den anden side af grænsen. Finsk og svensk – de fremherskende sprog i det flersprogede område – tales og forstås på begge sider af grænsen, men det synes at være lettere at klare sig på finsk på den svenske side af grænsen end omvendt.

Nationalstaternes betydning er blevet tydelig under coronakrisen, og det grænseløse hverdagsliv er blevet sat på pause, mens selve den nationale grænse er blevet tydeligere end i mange årtier. Dette har især ramt svenske borgere, der bor på den svenske side af grænsen, og det er også disse interviewpersoner, der udtrykker størst irritation og skuffelse over situationen med rejserestriktionerne. Mange af de interviewede mener dog, at den lukkede grænse kun vil have en kortsigtet effekt.

Såkaldte tiltrækningsfaktorer, der lokker folk til at arbejde i nabolandet, og mentale grænsehindringer, der afholder folk fra at tage arbejde eller ansætte over grænsen, er ofte forskellige sider af samme sag. For eksempel påvirker det at have eller ikke have sociale netværk på den anden side af grænsen holdningerne, ligesom det faktum, at forskelle på den anden side af grænsen kan opfattes som interessante og spændende – eller som noget utrygt og afskrækkende.

• Nær grænsen, især i Haparanda og Tornio, er integrationen i hverdagen høj, men længere væk fra grænsen er de sociale netværk svagere, færre kender nogen, der arbejder på den anden side af grænsen, og kendskabet til arbejdsmarkedet og hvilke regler der gælder i nabolandet, er mindre.

• Arbejdsgivere, der rekrutterer nye medarbejdere, og arbejdssøgende, der leder efter arbejde, finder sommetider hinanden via sociale netværk. Derfor har det betydning for, hvem der bliver ansat eller finder et job i nabolandet, om netværkene strækker sig over grænsen eller ej.

• Ud over det daglige interaktion er fortællingen om et grænseløst Tornedalen og et nordisk fællesskab stærk. Men parallelt med denne opfattelse er der nationale stereotyper og fortællinger om “de andre”, som har en tendens til at skabe en følelse af afstand mellem landene og en holdning om, at tingene er anderledes på den anden side af grænsen.

• De stereotype opfattelser, der er kobles til nationalitet, handler f.eks. om hårde, men hjemlandselskende finner og åbne, men ubehagelige svenskere. I interviewene dukker der en vis gnidning mellem nationaliteterne op – fra lokale drillerier til en opfattelse af svensk storebror-opførsel. Under coronapandemien er det nationale blevet fremhævet.

• Mange af de interviewede er relativt enige om, at der er forskel på arbejdskulturen i Finland og Sverige, hvilket også understreger grænsen mellem de to nationer.

• Den mest almindelige opfattelse er, at arbejdskulturen er mere hierarkisk i Finland og blødere og mere diskuterende i Sverige. En anden forskel er, at tempoet opfattes som roligere på svenske arbejdspladser end på finske arbejdspladser.

• Forskellene er noget, som nogle af de interviewede siger, at de har oplevet, men mange af de jobsøgende eller studerende har ingen personlige erfaringer med at arbejde i begge lande og har kun hørt om det fra andre.

• Det sker at interviewpersonerne følger med i f.eks. nyhedsrapportering og forskellige former for kultur fra nabolandet, men sjældent i samme omfang som i deres eget land. Som følge heraf er de fleste mennesker ikke så fortrolige med, hvad der sker i nabolandet, eller hvordan f.eks. arbejdsmarkedet ser ud.

• Den nationale tiltrækningskraft skaber fælles referencerammer i landene gennem et nationalt fokus indenfor f.eks. skoler og uddannelse, nyhedsrapportering, kultur og ikke mindst lovgivning og regelværk.

• Manglende kendskab til nabolandets sprog er en konkret hindring for at tage et job i nabolandet, hvis det er et krav på arbejdspladsen. Det er den vanskelighed, der oftest fremhæves af de interviewede og i undersøgelsen. Men holdningerne til hvilke færdigheder, der kræves, er forskellige fra arbejdsgiver til arbejdsgiver og til en vis grad fra land til land, idet kravene generelt synes at være strengere i Finland. Interviewpersonerne har også forskellige opfattelser af, om deres egne færdigheder er tilstrækkelige, og kun få føler sig helt sikre.

• Sprogene følger ikke entydigt den finsk-svenske grænse, der er derimod folk, der taler – eller ikke taler – nabolandets sprog på begge sider af grænsen. Sprogene har en særlig historie i den finsk-svenske region og er ladet med følelser og betydninger, som kan påvirke folks vilje til at tale dem.

• I interviewene er de fleste positive over for at arbejde over grænsen, men samtidig er der blandt andet usikkerhed om sproget, negative opfattelser af arbejdskulturen i nabolandet, manglende viden om arbejdsmarkedet i det andet land, mangel på et socialt netværk på tværs af grænsen, forvirring om de regler, der gælder for grænsependlere og/eller bekymring for at blive ramt af grænsehindringer. Ubehaget behøver ikke være stort, men det kan gøre det lettere og mere sikkert at blive, hvor man er.

• Opfattelsen af bureaukrati for dem, der arbejder over grænsen, kan være afskrækkende, og der er interviewpersoner, som har hørt “skrækhistorier” om problemer.

Anna Palmehag, rapportförfattare och analytiker, Øresundsinstituttet
anna.palmehag@oresundsinstituttet.org

Erik Ottosson, rapportförfattare och analytiker, Øresundsinstituttet

erik.ottosson@oresundsinstituttet.org
afstand
Johan Wessman, vd Øresundsinstituttet