LEO Pharma fik input til open innovation-platform fra danske og svenske biotekselskaber i Øresundsregionen
Svenske Niclas Nilsson starter den 17. januar som ny chef for LU Innovation. I mere end 15 år har han arbejdet hos LEO Pharma i Danmark, hvor han har været med til at skabe en open innovation-model på baggrund af inputs fra såvel danske biotekselskaber som mindre biotekselskaber på Medicon Village i Lund. Modellen har skabt grobund for mere life science-samarbejde i Øresundsregionen og globalt og foruden globale biotek- og pharmaselskaber benytter universiteter og studerende fra DTU og Lunds universitet sig af platformen. Niclas Nilsson oplever, at open innovation skaber mere holdbare netværksrelationer, og at dansk og svensk ledelseskultur er blevet mere ens de seneste år.
Tilbage i 2004 blev Niclas Nilsson ansat i LEO Pharma som forsker. Hans tværvidenskabelige baggrund inden for biologi og teknik gjorde ham attraktiv for LEO Pharma, og han har bemærket, at flere og flere svenskere gennem årene har fundet vej ligesom ham selv til life science-branchen i Danmark og tilføjet ekstra kompetencer. Særligt efter at AstraZeneca lukkede ned i Lund for ca. ti år siden, oplever han, at mange kompetencer fra Sydsverige er blevet relevante for virksomheder på den danske side af Øresund. Siden 2015 har Niclas Nilsson ledet arbejdet med til at opbygge en open innovation-platform i Danmarks ældste lægemiddelsvirksomhed.
Open innovation handler generelt om, at virksomheder åbent deler viden og ressourcer med langt mindre begrænsende juridiske kontrakter gennem eksterne partnerskaber for at løse komplekse udfordringer i erkendelse af, at ikke alle nødvendige kompetencer er internt i organisationen.
Gennem årene er open innovation blevet mere udbredt i videnstunge sektorer som netop biotek- og lægemiddelindustrien, og der gøres eksempelvis også brug af open innovation i Ideon Science Park i Lund og hos Novozymes i Københavnsområdet med Hello Science-platformen.
– De fleste virksomheder ønsker at samarbejde endnu mere med eksterne partnere, end hvad man gør, men kun få implementerer, hvad der skal til for at arbejde mere sammen. Der er open innovation et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan få det til at ske, siger Niclas Nilsson, der mener, at deres model har været god til at få samarbejder i gang i praktisk.
Da LEO Pharma begyndte arbejdet med at opbygge en platform for open innovation, henvendte de sig blandt andre til en række biotekselskaber i Danmark og på Medicon Village i Lund. Formålet var at vide mere om, hvordan en samarbejdsplatform med en større lægemiddelvirksomhed bliver attraktiv set fra mindre biotekselskabers perspektiv. Et afgørende input var f.eks. at udvikle de praktiske processer med at sende og teste andres stoffer samt juridiske nøglepunkter for at minimere risici for biotekselskaber i at bruge open innovation.
Læs hele interviewet på News Øresund
Foto: LEO Pharma